Lars-Hussein Lorentzen blev født midt i kaosset under Rwandas overgang fra kolonialt herredømme, en tid præget af politisk ustabilitet og samfundsmæssige omvæltninger. Hans fødsel ved han ikke ret meget om selv, og i en tid med smuldrende administrative strukturer førte til, at han hurtigt blev anbragt på et børnehjem. Herfra begyndte hans rejse mod en ny tilværelse, da han som toårig blev adopteret af et dansk missionærpar.

Adoptionen markerede en skelsættende ændring i Lars-Husseins liv, hvor han blev fjernet fra sine biologiske rødder og placeret i en dansk kontekst. Han beskriver selv denne transformation som en “nulstilling” af hans historie, hvor han gik fra at være rwandisk til at blive “gjort til en adopteret” med en ny identitet og tilværelse i Danmark.

Hans barndom var præget af hyppige flytninger – op mod 8-9 gange inden for de første 13 år – hvilket forstærkede hans følelse af ustabilitet og identitetsløshed. Den konstante bevægelse og mangel på rodfæstet tilhørsforhold bidrog til en dyb følelse af dissonans mellem hans biologiske oprindelse og den pålagte adoptividentitet.5