Livet i Danmark har for Lars-Hussein været præget af en dyb følelse af fremmedgørelse og tab af identitet, selvom han selvfølgelig ikke husker den direkte ”adoption” som to-årig. Som en der ”er blevet gjort til adopteret” blev hans oprindelse, kultur og rødder ”udvisket” og erstattet af en ny identitet, der egentlig er langt fra hans biologiske baggrund. Denne proces beskriver Lars-Hussein som en form for identitetstyveri, hvor hans sande jeg blev taget fra ham og erstattet med en forventning om at være “dansk” uden nogen form for anerkendelse af hans oprindelige kultur.

Adoptionen og livet i Danmark har føltes som en slags gidseltagning, hvor han er blevet afskåret fra sit land, sin familie og sin kultur. Som årene gik var det som om, at der blev stillet krav om, at han skulle udvise taknemmelighed over for sin nye tilværelse. Emner som ufrivillig barnløshed, hans biologiske ophav og adoptionens dybere konsekvenser blev tabuiseret og fortiede. Han lærte tidligt, at det at tale om sin fortid, sin oprindelse og de følelser, der fulgte med adoptionen, var noget, der kunne gøre andre kede af det – noget, der helst ikke skulle nævnes.

At ville åbne op og diskutere de dybe spørgsmål om sin identitet og sit ophav blev ofte mødt med modstand og blev gjort til en slags forbrydelse i sig selv. Det, der skulle have været en mulighed for at forstå og bearbejde sin situation, blev i stedet til et emne, man lagde låg på.

Lars-Hussein har skrevet et digte– om hvordan der bliver lagt låg på hans historie og hans følelser.